Tag fremtiden tilbage!

Af David Walther Birk Lauridsen & Ask Katzeff. David Walther Birk Lauridsen er futurolog, programmør og solpunker. Ask Katzeff er futurolog & forfatter.

Vi må tænke ud af boksen og ikke mindst væk fra kapitalismen. Men vi har brug for utopier, for tanker og ideer om fremtidens samfund. Solpunk er en vej at gå.

Fremtiden er ikke længere, hvad den har været. Fra at være noget, der i store dele af det 20. århundrede var forbundet med håbefuldhed og drømme om fremskridt og velstand, er den nu blevet til noget, vi ser ind i med modløshed og gru. Vi har ganske enkelt mistet troen på fremtiden som noget lyst og løfterigt, og i takt med at nutidens mangfoldighed af kriser (klima, økonomi, geopolitik, biodiversitet, demokrati, migration osv.) bliver stadigt dybere og mere vidtrækkende, bliver vores forestillinger om fremtiden gradvist mere og mere dystre og håbløse.

Vi afholder, i vores egenskab af selvbestaltede futurologer i Center for Militant Futurologi, fra tid til anden workshops for unge, hvor de skal forsøge at beskrive den fremtid, de drømmer om, og vi bliver i den forbindelse ofte mødt med forundring: “Vi er slet ikke vant til at tænke positivt om fremtiden”, siger de, eller: “Det eneste jeg ser er oversvømmelser og kaos”. Det kommer bag på dem, at fremtiden overhovedet er noget man kan tænke noget om, noget vi har indflydelse på, som om, der er noget, der blokerer deres forestillingsevne. Det er imidlertid ikke så underligt, at det forholder sig sådan, for det er ikke en tilfældighed, at vi har mistet vores tro på fremtiden, men snarere et resultatet af et langstrakt ideologisk angreb på fremtiden som utopisk mulighedsrum.

Ingen alternativer

Fremtiden har altid rummet et eksplosivt potentiale for fantaster og profeter, undertrykte minoriteter, unge mennesker og poeter, revolutionære og samtidskritikere osv., den har været et mulighedernes rum, der i store dele af det 19. og 20. århundrede var behæftet med håb. I 1970’erne begyndte de håbefulde forestillinger om fremtiden imidlertid at krakelere i lyset af omfattende kriser (energi, urbanitet, økonomi osv.), ligesom det i kølvandet på blandt andet Romklubbens 1972-rapport Grænser for vækst, begyndte at dæmre for folk, at den vestlige verdens materielle fremskridt havde en pris. 1970’erne blev som svar på disse kriser et årti præget af politiske protester og social uro og for den yngre generation føltes fremtiden i stigende grad som noget negativt, hvilket blandt andet kom til udtryk i punkparolen “no future” samt cyberpunkens individorienterede dystopier. Fremtiden var brudt sammen og frem for at forsøge at genskabe troen på den, svarede vestlige regeringer på 1970’ernes kriser og sociale oprør med en neoliberal modrevolution, som måske bedst kan opsummeres med Margaret Thatchers berømte diktum fra 1980 “There Is No Alternative” (TINA). Fra da af hang vi på neoliberalismens fortolkning af kapitalisme med såkaldte frie markeder og en repressiv statsmagt, der slog ned på alle former for kollektivisme og organisering, der ikke faldt inden for den neoliberale frihandelsutopi. Alternative samfundsvisioner blev enten latterliggjort eller udraderet, og da Muren faldt i 1989 syntes profetien fuldbyrdet, og vi stod tilbage med én i stigende grad forskelsløs verden præget af kapitalisme og liberalt demokrati og dermed også én fremtid, der reelt set blot var en konstant udvidelse af et evigt neoliberalt nu. “Historien er afsluttet”, erklærede den amerikanske økonom Francis Fukuyama – menneskeheden var ankommet ved sin endelige destination, verden var stort set så god, som den kunne blive.

Kræv det umulige

Tre årtier senere, er det til stadighed den virkelighed, vi lever i – kapitalismen er blevet naturaliseret som den eneste mulige samfundsform. Og selvom det bliver mere og mere klart, at kapitalistisk rovdrift på mennesker og natur har katastrofale konsekvenser for alt liv på planeten, så har vi, som litteraturkritikeren Fredric Jameson formulerer det, i dag “lettere ved at forestille os verdens undergang end kapitalismens.” Det kan således godt være, at vi i en eller anden grad forestiller os fremtiden, men det er altid på et bagtæppe af kapitalistisk common sense, der er så fuldstændig naturligt og infraordinært som den luft, vi indånder. Fremtiden, som vi forestiller os den, og som den ofte fremstilles i forskellige fiktioner, er fuld af virksomheder, der agerer mere eller mindre etisk i en kriseplaget virkelighed i den fortsatte jagt på profit, ligesom den er fuld af selvkørende måske ligefrem flyvende biler. Omvendt er der få, der forestiller sig helt oplagte fremtider som tager udgangspunkt i et opgør med tidens livstruende kriser i form af fx demokratiske og økologisk regenerative produktionssystemer eller den totale afskaffelse af bilisme og en radikal udvidelse af kollektiv transport osv.

Det er det låg, der er blevet lagt på vores kollektive fantasi – at kapitalismen er et ufravigeligt grundvilkår for vores samfund, at vi ikke kan forestille os andre mulige fremtider. Det er den form for tænkning, vi først og fremmest må gøre op med, for som den amerikanske antropolog David Graeber har peget på, er “den ultimative skjulte sandhed” i vores samfund i dag, “at verden er noget vi skaber og at vi ligeså godt kunne skabe den på en anden måde”. Vi må ganske enkelt, som situationisterne engang opfordrede til, “være realister og kræve det umulige,” vi må vende Thatchers gamle slogan på hovedet, for i dag, hvor vi står konfronteret med en kriseramt, katastrofal nutid, er der faktisk ikke andet end alternativer og det eneste, der er urealistisk, er business as usual.

Alternativer

Men hvordan gør vi os fri af kapitalistisk realisme, af årtiers indgroede forestillinger om fremtiden? Hvordan får vi genetableret troen på fremtiden som et mulighedsrum og motor for utopiske forandringer af vores samfund? Den amerikanske forfatter Ursula Le Guin gav et bud på den problematik i sin tale ved National Book Awards i 2014: “Vi lever under kapitalismen”, sagde hun, “dens magt synes uundgåelig. Det samme gjorde kongernes guddommelige ret. Enhver menneskelig magt kan modstås og omgøres af mennesker. Modstand og forandring begynder ofte i kunsten,” sagde hun.

Det gælder altså først og fremmest om, at sætte fantasien fri og slukke for de indre stemmer, der kværulerende spørger om det, vi drømmer om, nu også er realistisk. Sandheden er jo, at utroligt meget er muligt, hvis mennesker sætter sig noget for i fællesskab. Og hvem ved, hvad fremtiden bringer. Den amerikanske futurist Jim Dator har udviklet en række futurologiske love og den anden af dem lyder meget apropos som følger: “Enhver brugbar idé om fremtiden bør virke latterlig”. Vi kan ikke forudsige fremtiden, og den ene forudsigelse kan derfor i store træk være lige så god som den anden. Sikkert er det dog, at vores forudsigelser påvirker fremtiden – at nutiden er der, hvor vi live-opfører vores forestillinger om fremtiden eller anderledes sagt, så påvirker forestillinger om, hvilken fremtid der venter os, den måde vi lever og agerer i nutiden. Hvis vi derfor begynder at spørge os selv, hvad det er for en fremtid, vi rent faktisk ønsker, hvis vi ser bort fra det, vi tror, kan lade sig gøre, hvis vi tillader os selv at drømme det vildeste, vi evner, så vil det påvirke den måde, vi agerer i nutiden og dermed vil en ny kurs allerede være udstukket for fremtiden.

Eksempler på netop sådan en drømmende utopisk praksis finder vi blandt andet i solpunkbevægelsen (solarpunk på engelsk), som står med ét ben i fiktionen og et andet i virkelighedens verden. Solpunk startede som en scifi-genre på linje med for eksempel cyberpunk, men hvor sidstnævnte har 1970ernes og 80ernes nye computerteknologier som tematisk omdrejningspunk, har solpunk vedvarende energiteknologier som solceller, vindmøller osv. som deres tema. Således beskriver den efterhånden mangfoldige og omfangsrige solpunklitteratur en flerhed af mangeartede fremtider, hvor klimavenlig teknologi spiller sammen med sociale eksperimenter med basisdemokrati, rewilding, dekolonisering, økofeminisme, permakultur, P2P-kommunikation, postnationalisme, antikapitalistisk rumkolonisering og meget mere. Solpunk som genre og begreb er kun godt et årti gammelt, men det har allerede forladt fiktionens verdener og affødt utallige virkelige eksperimenter – fra små solpunkinspirerede økosamfund til festivaler, foreninger osv. Sådan finder der for tiden en virkelig spændende og frugtbar vekselvirkning sted mellem fiktion og virkelighed, mellem fremtid og nutid, hvor radikale science fiction-fortællinger inspirerer og former virkelige sociale og teknologiske eksperimenter, der omvendt fungerer som laboratorier, hvor fiktionens utopiske teser kan afprøves og og udvikles. Det er et feedback loop, hvor en anden mulig fremtid virkeliggøres direkte i nutiden og derigennem ændrer hvilke fremtider vi finder mulige og ikke mindst ønskelige. For som den amerikanske tænker Donna Haraway skriver, så betyder det virkelig noget, hvilke historier, vi fortæller os selv og hinanden, og det betyder ikke mindst noget, “hvilke historier, der laver verdener og hvilke verdener, der laver historier.”

Lad os derfor her afslutningsvist fortælle netop sådan en historie om en anden mulig fremtid, end den dominerende fortælling om evig økonomisk vækst, klimakaos og samfundskrise. Vi befinder os i en by i en mere eller mindre fjern fremtid, lad os sige 2062. Vi kalder det en by, men med nutidige øjne vil det nok ikke rigtigt ligne en by, det vil snarere ligne en skov. Men der bor faktisk mennesker her – mange mennesker. De bor i trækronerne, under jorden, de bor faktisk også inde i de største af træerne. Lad os kalde byen for Trætopia.

Der er ingen veje her, ingen biler, folk går, når de skal nogen steder, men det er også helt OK, for der er ikke rigtigt noget, de skal nå. I denne by, i denne fremtid, er der nemlig ikke noget, der hedder lønarbejde, der er ingen arbejdspladser og arbejdsgivere, der er ingen virksomhedsjurister og butiksvagter, ingen børsmæglere og management-assistenter, ingen mellemledere! Selvfølgelig er der ting, der skal ordnes i Trætopia, det sol- og vinddrevne elnet skal vedligeholdes, menneskelige efterladenskaber skal komposteres, de omkringliggende biomer genoprettes osv., men det er noget indbyggerne tager i turnus og det optager meget lidt af deres tid. Maden vokser på træerne, bogstaveligt talt, og i skovbunden. Byen er nemlig på én gang et bosted, et habitat for vilde dyr og planter, og et regenerativt skovbrugssystem, der forsyner byens indbyggere med mad. Eftersom alle menneskers basale behov er dækket, har trætopianere rigtig meget fri tid på deres hænder – tid til at socialisere, til kunst og spil og andet, vi i dag opfatter som unyttigt. Mange tager sig også tid til at tage sig af børnene i byen, som ikke går i skole, og lære dem om alt fra astronomi og filosofi til mykologi og vævning osv. Demokratiske beslutninger træffes i Trætopia i computer-assisteret samråd med byens dyr og planter. For i Trætopia, der gror træerne faktisk lige ind i himlen.

Denne mulige utopiske fremtid er selvfølgelig ikke fuldstændig uden udfordringer. Der vil for eksempel være dem i Trætopia, der mener, at man i byen bør gøre mere for at hjælpe mennesker andre steder i verden, ligesom der er dem, der mener, man bør gøre mindre. Og så er barkbiller et stort problem. Vi vil dog stadig mene, at fremtider som denne er en hel del mere tiltalende, end det, vi lige nu forestiller os og ser ind i. Håbefulde fremtider som denne, præsenterer ikke alene løsninger på nutidens mange kriser, men byder også på langt bedre levevilkår for langt flere mennesker, såvel som for alle andre livsformer på Jorden også. Det, mener vi, er da noget, der er værd at stræbe efter. Det er om ikke andet dens slags fremtid, vi må stræbe efter, for, som Richard Buckminster Fuller så rigtigt har påpeget, så er verden i dag ganske enkelt “for farlig til alt andet end Utopia.”