DAVID WALTHER BIRK LAURIDSEN

dawabila | blog | projekter | udgivelser | forbind | cv | web-ring |

Weblog :: Identitet som redskab til kollektiv handling.

1ste november 2024

Der er noget vildt i ideologiske identiteter der er baseret på simple regler. Som for eksempel "vegetar", eller "veganer". Eller enddog et mærkat som "økologisk". En identitet gør det let at gå fra invididuel handling til kollektiv bevægelse.

Jeg undersøger for tiden spørgsmålet: Hvordan ændrer tingene sig? Det udspringer af arbejdet i Center for Militant Futurologi, hvor vi fremmaner nye forestillinger om radikale og utopiske fremtider. En grundlæggende tese CMF arbejder med, er at samfundsomvæltende ændringer altid sker med udspring i kollektive bevægelser.

Det leder til hypotesen (min teori om forandringer):

"Tingene ændrer sig, hvis flere mennesker gør noget andet."

Hvis man siger fx, "Jeg er veganer," så forstår alle hvad man mener og hvad det indebærer, inklusive en selv. Og når det er let at forstå og videreformidle, så er det et godt grundlag til at handle kollektivt — lave handlinger der er lette at forstå og kopiere, og lette at lave sammen med andre. Det smitter.

Samtidig er det at være veganer et radikalt brud med status quo i nordisk madkultur1. Så det er både let og radikalt. Kan i se hvor vi er på vej hen? Hvis en person er veganer sker der ikke så meget med de samfundsmæssige omvæltninger2, men hvis mange mennesker begynder at følge et sæt simple regler der er helt anderledes, så har det meget store konsekvenser for helheden og systemet - det kaldes også emergens. Fx betyder den kontinuerlige udbredelse af veganismen en væsentlig nedsætning af CO2-udledningen, et opgør med en hel industri og en omkalfatring af vores forhold til naturen for bare at nævne nogle få emergente konsekvenser.

Så med andre ord, er identiteter med simple regler, et redskab til at handle kollektivt — at flere mennesker gør noget andet sammen, og dermed et redskab til ændring af tingene. Det skal vi have mere af!

Næste blogindlæg er nogle nye identiteter til at bekæmpe afhængigheden af fossile brændstoffer: Gofos, lofos og nofos (kommer snart).


  1. Veganisme føles måske ikke så radikalt idag, men vi skal ikke så lang tid tilbage i tiden, for at det var meget radikalt2↩︎

  2. Min far voksede op som vegetar i 40erne og 50erne, hans forældre var en del af bevægelsen Jord Arbejde Kapital (J-A-K), hvor man bl.a. var vegetarer og optimalt kun spiste biodynamisk. Men de boede ikke i en stor utopisk kommune med andre fra J-A-K, de boede som en enkelt lille familie, indlejret i majoritetssamfundet, hvor vegetarisme og biodynamik var ekstremt. Det var meget socialt isolerende. ↩︎ ↩︎